Om CONCITO

Danmarks grønne tænketank CONCITO blev stiftet den 1. september 2008 på initiativ af direktør Thomas Færgeman samt tidligere formand og nuværende klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard. Tænketanken har til formål at analysere og formidle, hvordan omstillingen til det klimaneutrale samfund kan ske bedst og billigst i Danmark og i andre dele af verden.

CONCITO betyder "jeg sætter i bevægelse" på latin, og det er, hvad vi ønsker at gøre på klimaområdet.

CONCITO er Danmarks største grønne netværk med godt 100 virksomheder, forskere, organisationer og personer som medlemmer af Rådet - alle med stor viden om klima og førende inden for deres felt. Se liste over medlemmer her.

Rådets medlemmer udgør tænketanken, der arbejder i en række følgegrupper inden for bestemte temaer, hvor de udvikler nye projekter og følger igangværende projekter med analyse og formidling. Større projekter finansieres gennem uafhængige fonde.

CONCITO indgår derudover i en række internationale netværk med andre tænketanke, der har samme formål og profil som CONCITO, f.eks. World Resources Institute i USA, ZERO i Norge og European Climate Foundation i Haag.
 
CONCITO har som udgangspunkt, at de klimapolitiske målsætninger kun kan nås gennem et nyt partnerskab mellem politikere, erhvervsliv og borgere - stat, marked og civilsamfund. Derfor er alle sektorer repræsenteret i tænketanken.
 
CONCITO mener, at klimaproblemerne skal løses internationalt, men at Danmark med fordel kan gå foran. Der er enorme politiske, erhvervsmæssige og økonomiske potentialer i at være først.
 
CONCITO vil arbejde for at gøre klimaproblemerne og deres løsninger kendte i en større offentlighed gennem offensiv PR og kommunikation.
 
CONCITO er drevet af nødvendighed, men tror kampen om klimaet kan vendes til alles fordel.
 
CONCITO er uafhængig af politiske og kommercielle interesser.