
Luften svirrer af politiske udmeldinger om klimaet. Vil vi få en international klimaaftale i Mexico i december, som både erhvervslivet og alverdens grønne organisationer sukker efter? Eller har Connie Hedegaard, FN og mange andre ret i, at det er helt urealistisk, når vi kigger på, hvor svært det var i København?
Det kan man mene meget om, og det bliver der ment meget om. Med god grund. For selvfølgelig burde verdens ledere lige NU indgå den forpligtende aftale, der kan sikre de nødvendige CO2 reduktioner på både kort og lang sigt. Det ville være den bedste, den billigste og den enkleste måde at efterkomme de videnskabelige anbefalinger på – og give ulandene den tiltrængte håndsrækning. Men ønsket om en international aftale må ikke få lov at skygge over det enkle faktum, at der allerede nu er sat gang i en udvikling, der ikke lader sig stoppe. Alle verdens lande har meldt reduktioner ind til Københavneraftalen. Verdens store byer er i fuld gang, ligesom et væld af virksomheder, kommuner, NGO’er mv. Den stærkt stigende pris på olie og anden energi vil forstærke og fremskynde disse aktiviteter.
Derfor er det måske lige nu endnu vigtigere at diskutere, om Danmark skal være en del af den udvikling eller ej. Om vi vil skubbe til den allerede rullende bold, lægge sten i vejen for den - eller ligefrem gribe bolden og skabe de rette rammevilkår for virksomheder og forbrugere til at tage del i den nye udvikling. I øjeblikket gør vi intet. Dag for dag sakker vi tværtimod bagud, både i forhold til teknologisk udvikling og politiske indsatser. I 1970’erne og 1980’erne kunne Danmark gå alene foran i sit eget tempo. I dag er der tale om en benhård konkurrence om at få del i det verdensmarked, der allerede er en realitet inden for rene teknologier og rene løsninger. På grund af vores historiske indsatser er Danmark i dag det land i verden, der har den største andel af eksporten inden for disse områder, men vi er i benhård konkurrence med store nationer som Tyskland og Kina, der er godt på vej til at overhale os. Der bliver talt meget om klima på Christiansborg og hos investorer, men det er forbløffende så få konkrete initiativer, der er blevet gennemført for at føre de mange muligheder ud i livet.
Vil vi gribe bolden, når det kommer til stykket? Dét er det mest brændende spørgsmål i den danske klimadebat 2010.
---
Martin Lidegaard er formand i CONCITO.

Rosenørns Allé 9
1970 Frederiksberg C
Tel.: +45 29 89 67 00
info@concito.dk
Danmarks grønne tænketank CONCITO formidler klimaløsninger til politikere, erhvervsliv og borgere.
Vores formål er at medvirke til et lavere udslip af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning.