Hvem skal bygge bro over til et energisystem uafhængigt af fossile brændsler?

Konturerne af fremtidens energisystem tegner sig klarere og klarere. Klimakommissionen og andre har leveret en lang række visioner, som alle peger på nogenlunde de samme løsninger: Vi skal bruge meget mere vind og biomasse til produktion af el og varme, el skal være rygraden i vores energiforsyning (inkl. transport), og energisystemet skal være langt mere fleksibelt.

Vi har altså fået tegnet et rimeligt klart billede af energiverdenen i 2025 og 2050, men vi mangler en bro på vejen til fremtiden.

Vi kan ikke bare springe til 2050 i ét hop, ej heller i to. Broen mod det, vi skal nå, skal sikre, at vi ikke falder i vandet undervejs. Med dette billede taler jeg om, at vi ikke skal sætte vores stabile leveringssikkerhed af el overstyr i bestræbelserne på at skabe et samfund uafhængigt af fossile brændsler. Dels fordi det kan gøre det ekstraordinært dyrt at nå vores mål, dels fordi det kan skabe mistillid og usikkerhed om selve fremtidsbilledet.

Med de 20 procent vindkraft, vi i dag har i elsystemet, er det relativt let at dække udsvingene i vindkraftproduktionen med kraftværker og kabler til udlandet. I visionerne er der ikke nok kraftværker og udlandsforbindelser til at dække hele svingningen, men til den tid har vi fleksibelt forbrug, Smart Grid-løsninger, elbiler, store batterier og andre smarte løsninger, så… ”no worries”. Den store udfordring bliver at gennemføre omstillingen effektivt og uden tab af forsyningssikkerhed.

Der er i øjeblikket flere eksempler på beslutninger, der strider både mod visionen og berettigede krav om forsyningssikkerhed. Det ikke en god idé at jagte klimavenlig varme med flisfyrede fjernvarmeværker, som ikke alene er ufleksible i forhold til elsystemet, men samtidig er en dårlig udnyttelse af vores ressourcer. Det er også ærgerligt, når forbrugere vælger at installere et nyt oliefyr eller en ny gaskedel i stedet for en individuel varmepumpe, som kan hjælpe med at anvende el, når den er billig. Og ej heller er det en god idé at opføre husstandsmøller for at opnå lavenergistatus på nybyggede huse, når det er bedre at investere i teknologier, som kan komplementere det øvrige elsystem.

Politisk er der to fundamentale ting, man skal tage fat på.

For det første skal der skabes bedre markedsvilkår for salg af el, så der kan sikres bedre økonomi i både vindmøller og termiske kraftværker. Det kan gøres ved at bygge flere kabler til andre lande. Her kan Holland nævnes som et godt eksempel, hvor fleksibiliteten i de danske kraftvarmeværker kan sælges til hollænderne. Samtidig skal markedsvilkårene for levering af ydelser til opretholdelse af leveringssikkerhed på minuttet (systemydelser) gøres mere gennemsigtige.

For det andet er skatte- og afgiftsystemet en veritabel stopklods for udvikling i den rigtige retning - og samtidig et instrument, der virkelig kan sætte skub i udviklingen. Skatte- og afgiftssystemet stammer fra en tid, hvor el var beskidt.

Fremover bliver el i stigende grad produceret med vedvarende energi fra lokale og/eller CO2-neutrale ressourcer - og dermed renere. Vi må og skal finde områder, hvor el kan erstatte fossile brændsler. Denne udfordring understøttes ikke af afgiftssystemet, så budskabet er klart: Skatte- og afgiftssystemet skal hurtigst muligt laves om, så det understøtter en visionær udvikling.

Når der er en stor kløft mellem, hvor man er, og hvor man skal hen, er det svært at beslutte, hvilke broer der skal brændes og bygges. Der hersker imidlertid ikke tvivl om, at forbedrede markedsvilkår og et nytænkt skatte- og afgiftssystem er en del af vejen frem.

---

Stine Grenaa Jensen er chefkonsulent i Dansk Energi og repræsentant i CONCITOs systemgruppe.