3. februar 2010

Københavneraftalen lever: nu skal landene levere

Klimaaftalen fra København overlevede søndagens deadline. Og hvad så nu?

Af Martin Lidegaard og Thomas Færgeman, formand og direktør for Danmarks grønne tænketank CONCITO

Sidste søndag kl. 24.00 udløb den formelle frist for at tilslutte sig The Copenhagen Accord, den stærkt kritiserede aftale, der blev resultatet af de kaotiske forhandlinger under COP 15 i København. Dermed er det endelig blevet muligt at lave en samlet analyse af perspektiverne i den aftale, der fik så hård en fødsel. Eller næsten muligt. Der skrives verdenshistorie i disse måneder, og når man besejler ukendte vande, er intet sikkert. Ikke desto mindre ses nu klare konturer af de store svigt, de store potentialer og – ikke mindst - aftalens betydning for fremtiden.

Svigt
Det er ikke svært at se, hvor aftalen svigter. Først og fremmest lever de samlede tilsagn om CO2- reduktioner ikke op til de videnskabelige anbefalinger. Ifølge en FN beregning fra COP 15 kræver det en reduktion i 2020 på mindst 44 Gt CO2 ækvivalenter i forhold ti 1990, hvis verdens lande skal have 50% chance for at holde den globale opvarmning under de kritiske to grader, der er aftalens egen målsætning. De nuværende tilsagn giver tilsammen i nærheden af 40 Gt, alt efter hvordan man beregner Kinas og de andre store udviklingsøkonomiers tilsagn.
Samtidig kan aftalen med rette kritiseres for ikke at afsætte penge nok til de fattige lande. Ulandene får svært ved at beskytte sig mod de klimaforandringer, der ikke kan undgås, og endnu sværere ved at kickstarte en bæredygtig udvikling. I The Copenhagen Accord er der givet et foreløbigt tilsagn om 30 mia. dollars over de første tre år, men efter søndagens deadline står det klart, at disse midler først vil blive doneret af de rige lande, når der er enighed om, hvordan og af hvem de skal uddeles. De rige lande er bange for, at pengene skal forsvinde i korruption og dårligt lederskab, mens ulandene finder det stærkt kritisabelt, at de rige lande overhovedet stiller krav. Ulandene opfatter midlerne som afdrag på en klimagæld, de rige lande er moralsk forpligtet til at betale, da de har været skyld i langt den største del af den globale opvarmning i det sidste århundrede.

Endelig er The Copenhagen Accord ikke et juridisk forpligtende FN dokument på linje med Kyoto protokollen, hvilket især har fået ulandene og NGO’erne til ikke at tillægge den nogen værdi. Da deadline var nået i søndags, havde 55 lande formelt tilsluttet sig, og selvom der er tale om de drivhusgasmæssigt vigtigste lande, der tilsammen står for næsten 80% af af verdens udledning , og selvom det nu er den klare forventning, at stort set alle andre lande vil tilslutte sig, taler den sendrægtige proces og modvillighed sit eget sprog. The Copenhagen Accord er ikke en klimaets triumf med massiv opbakning fra alle verdens lande. Tværtimod. Det står lysende klart, at aftalen hverken kan leve op til de videnskabelige anbefalinger eller de politiske håb, som blev knyttet til COP 15.

De store landvindinger
Men netop det sidste forhold, det enkle faktum, at ingen lande for alvor elsker The Copenhagen Accord, er ironisk nok grunden til, at aftalen heller ikke kan betegnes som en fiasko. Som i alle politiske aftaler, hvor meget modstridende interesser mødes i et kompromis, kan man måle bæredygtigheden af resultatet på, at der hverken er entydige tabere eller vindere. Ligeså lidt som aftalen lever op til de videnskabelige
anbefalinger, ligeså historiske er dens landvindinger, som mange udenlandske kommentatorer også har hæftet sig ved: For det første vil alle verdens lande (måske med undtagelse af et par olieproducerende diktaturer) for første gang i historien samles om en fælles målsætning på to grader, der samtidig indikerer en fælles vilje til at nå de nødvendige reduktioner. Vel mangler der mindst 4-6 Gt ud af 44 Gt, men det burde ikke være nogen umulig opgave at finde de sidste. Alene en EU målsætning på 30 % reduktion i 2020 i stedet for 20 % ville hjælpe meget.
Det er en vigtig pointe, fordi man af den offentlige debat godt kan få det indtryk, at det er den rene utopi at nå de videnskabeligt anbefalede mål. Det er ikke let, men Copenhagen Accord beviser, at det bestemt heller ikke er umuligt. På tilsvarende måde indeholder Københavner aftalen en officiel anerkendelse af, at den rige verden er forbandet forpligtet til at yde de fattigste lande substantiel og additionel støtte. Selvom aftalen ikke er juridisk forpligtende, må man tørt konstatere, at historisk har juraen desværre ikke været garant for at de rige lande holdt deres løfter over for ulandene. I sidste ende er det – på godt og ondt - den politiske vilje i det enkelte land, og den gensidige interesse mellem landene, der skal drive værket. Ingen aftale eller international lov kan tvinge USA eller Kina til at indgå en forpligtende aftale, som de ikke ønsker.

Fremtiden
Vil det så være muligt at transformere den politiske aftale fra København til en juridisk forpligtende aftale ved det næste COP-møde i Mexico til december? Næppe. Men det vil måske være muligt at supplere de politiske målsætninger med detaljerede aftaler om, hvordan landene skal rapportere og måles på deres tilsagn – af FN. Og det vil måske være muligt at finde den endelige aftale, der gør det muligt at kanalisere de første penge til ulandene, og forhåbentlig senere mange flere.

Under COP 15 lærte vi, at det desværre bliver uendeligt vanskeligt, grænsende til det umulige, at få en forpligtende international ramme om den nødvendige klimaindsats, selvom det ville være både det mest effektive og det billigste, som både NGO’er og virksomheder har påpeget. I søndags lærte vi, at klimaindsatsen omvendt er kommet for at blive, og at indsatsen vil fortsætte med nationalstaterne som de primære aktører. Nu er det op til de enkelte lande – inklusive Danmark både som nation og som EU- medlem – at levere resultaterne, for klimaet kan hverken vente på Bonn, Mexico eller Sydafrika.

Vi fik ikke lagt nye skinner til et superhurtigt klimatog i København. I stedet vil bumletoget fortsætte i uskøn stil mange år endnu, blandt andet fordi vi betræder helt nyt land i det internationale samarbejde.

Men det kører.

Analyse bragt i Politiken 3. februar 2010